Priser og praktiske oplysninger samt betingelser:
Generelt:
Hos Kvistgaard Bondegårdsoplevelser står borde, stole og service klar til brug ved jeres arrangement. Af praktiske årsager anvendes husets inventar altid til festen.
Vi hjælper gerne med planlægningen af jeres arrangement, herunder bordopstilling og realisering af jeres idéer. Med stor erfaring i selskaber rådgiver vi gerne om menu, bordopstilling og opdækning, så det passer bedst muligt til både jeres ønsker og lokalet.
Selskabslokalet er en tidligere staldbygning med fritlagte bjælker og søjler. Det er netop disse detaljer, der giver salen sin særlige charme og historiske stemning. Bjælker og søjler er en del af bygningens bærende konstruktion og kan derfor ikke flyttes eller tilpasses.
Lokalet rummer desuden et café-/barområde samt en hyggelig basisindretning med sofahjørne, bordtennis, billard, skabe og dekoration. Dette er en fast del af lokalet og vil indgå i jeres arrangement. Ved selskaber med mere end 70 gæster flyttes billard- og bordtennisbordene, så der bliver god plads til alle.
Udendørs er der terrasse, græsarealer til leg og spil samt mulighed for at besøge dyrefolden. Vi kan dække op til maksimalt 90 gæster i salen og indrette siddepladser til ca. 30 personer på terrassen.
Selskab og fest:
Leje af selskabslokalet udgør 3.500 kr. pr. dag samt 350 kr. for slutrengøring.
Lejen giver adgang til festsalen og de tilhørende faciliteter. Forbrug af vand, varme og elektricitet er inkluderet.
Der er borde, stole, service samt basisartikler som toiletpapir og håndsæbe til rådighed. Køkken og depoter er husets arbejdsområder og er derfor ikke en del af de områder, der stilles til rådighed for gæster.
Personale:
Vi har et stort netværk af dygtigt serveringspersonale og hjælper gerne med at finde det antal, der passer til netop jeres arrangement. Behovet aftaler vi sammen under planlægningen.
Under arrangementet er Pernille altid tilknyttet køkkenet og tager sig af de praktiske opgaver. Denne tid afregnes efter timepris og beregnes normalt fra selskabets ankomst til den sidste opvask. Den øvrig arbejdstid til forberedelsen af festen er inkluderet i menuprisen og opdækningen.
Drikkevarer.
Huset har alkoholbevilling og vi tilbyder øl, sodavand, vin, spiritus og alkoholfrie drikkevarer til konkurrencedygtige priser til festen.
Ønsker I alligevel at medbringe egne drikkevarer, er det naturligvis muligt mod et propgebyr på 15 kr. pr. gæst, som dækker glas, håndtering m.m.
Vi har desværre ikke mulighed for at modtage emballage fra medbragte drikkevarer, så denne bedes I selv tage med ved arrangementets afslutning.
Opdækning:
Vi tilbyder gerne at stå for opdækningen til 25 kr. pr. kuvert samt leje af duge til 50 kr. pr. dug.
Opdækningen omfatter:
- Opstilling af borde og stole med duge efter aftalt bordplan.
- Service, der passer til festens menu.
- Vin- og vandglas.
- Foldede servietter ved hver kuvert.
- Borddekorationer med blomster i vaser.
Se gerne vores fotoeksempler på hjemmesiden for inspiration.
Ønsker I selv at dække op, sørger I selv for at bære borde og stole ind i salen samt stille dem på plads igen efter festen, medmindre andet er aftalt. Medbragte materialer skal ligeledes ryddes op og bortskaffes efter arrangementet. Der er en container til restaffald ved gavlen, mens øvrigt affald bedes medtaget.
Medbragt mad/ekstern catering:
Som udgangspunkt leveres og tilberedes al mad og forplejning af Kvistgaard Bondegårdsoplevelser. Medbragt mad kan efter forudgående aftale accepteres i begrænset omfang, eksempelvis:
- Kage til kaffen – bryllupskage.
- Særlige dessertløsninger, f.eks. is fra Vaffelhuset i Kerteminde.
Afhentning af fade og andet udstyr fra ekstern caterer kan efter aftale ske på adressen efter arrangementet. Opbevaring etc. er dog på eget ansvar.
Rengøring og aflevering:
Vi sørger for slutrengøring af fællesområder, gulve og toiletter.
Ved aflevering forventes det, at lejer:
- Fjerner affald, herunder konfetti og gavepapir.
- Medtager personlige ejendele, pynt og øvrige medbragte effekter.
- Efterlader borde og stole i ryddet stand.
- Stiller flyttet inventar tilbage på sin oprindelige plads.
Ved medbragte drikkevarer bedes emballagen ligeledes medtages.
Rygning:
Huset er røgfrit. Rygning foregår udendørs ved de opstillede askebægre på terrassen (skal tømmes efter festen!).
Tidsrammer:
Vi har ikke fastsat et fast sluttidspunkt for arrangementer. Festen afvikles med respekt for drift, personale og de praktiske forhold på stedet.
Ungdomsfester:
Ungdomsfester kan afholdes, når arrangementet bookes af en myndig ansvarlig, og der under hele festen er mindst to ansvarlige voksne på minimum 25 år til stede.
Ved ungdomsfester opkræves et ekstra depositum på 5.000 kr., som tilbagebetales, når lokalet er afleveret uden skader.
Inventar og ansvar:
Vi ved godt det var et uheld og ikke var med vilje, men lejer er ansvarlig for skader der opstår i forbindelse med festen på inventar, service, bygninger og udstyr.
Eventuelle skader erstattes efter de faktiske udgifter til reparation eller genanskaffelse. Kvistgaard Bondegårdsoplevelser forbeholder sig retten til at stå for genanskaffelse samt valg af håndværker ved fagmæssig korrekt reparation.
Under arrangementet:
Der vil altid være personale fra Kvistgaard til stede under arrangementet – enten i køkkenområdet eller i gårdens stuehus – og vi kan kontaktes gennem hele festen, hvis der opstår spørgsmål eller behov for hjælp.
Ankomst og parkering:
Der er gode parkeringsmuligheder tæt ved selskabslokalet.
For at sikre en tryg og overskuelig trafik beder vi om, at:
- Gæster primært parkerer ved terrassen under træerne eller på græsarealet ved campingområdet.
- Gårdspladsen benyttes ved behov for ekstra parkering.
- Tilkørselsvejen langs bygningen holdes fri for parkerede biler.
- Der ikke parkeres på landevejen eller cykelstien foran gården af hensyn til den øvrige trafik.

Husorden:
For at alle får en god oplevelse, beder vi om følgende:
- Hold døre og vinduer lukkede af hensyn til varmen og for at undgå, at dyr (f.eks. katte) kommer ind i salen.
- Dyrene på gården kan besøges i dyrefolden (dværggeder, minigrise, høns, katte og kaniner).
- Vis hensyn og respekt i omgangen med dyrene.
- Børn skal være under opsyn ved kontakt med dyr og ved ophold i udeområderne.
- Terrassen og udeområderne kan frit benyttes til ophold og hygge.
- Bålhytte og bålområde kan benyttes efter aftale.
- Hyggekrogen med sofaområde, bordtennis og billard er til fri afbenyttelse.
Øvrigt:
Kontakt os gerne, hvis I ønsker at afholde andre typer arrangementer – vi udarbejder gerne et uforpligtende tilbud.
Foto: Der kan blive taget billeder ved alle arrangementer. Billederne bliver udelukkede brugt til markedsføring af Kvistgaard Bondegårdsoplevelser. Billederne bruges online og i sociale medier. Vi undgår altid at anvende billeder, hvor enkeltpersoner kan genkendes, hvis ikke vi har direkte tilladelse. Hvis fotografering ikke ønskes af selskabet eller nogle enkelte i gruppe, tager vi selvfølgeligt også hensyn til det.


